Det er nu efterhånden lang tid siden, at mine forældre introducerede mig til muligheden for, at blive en long term exchange student, udsendt af Rotary. I starten var der ingen tvivl – jeg ville være en udvekslings student. I efteråret 2015 var jeg så til den sidste, af en række optagelsessamtaler, og pludselig – samme aften i september – ringede telefonen, og jeg fik at vide, at jeg var udvalgt som Rønde Rotary Klubs udsending i 2016-17. Jeg var i chok og også et øjeblik i tvivl, men efter få minutters eftertanke var svaret, ”ja tak”.
Lad det være sagt med det samme – det er den bedste beslutning jeg nogen siden har taget, og den sjoveste og mest udfordrende – på ”godt og ondt” – oplevelse jeg nogensinde har haft.
Afsted
Mandag formiddag, den 15. august 2016, slæbte jeg mine kufferter – med tøj og hvad man ellers skal have med, for at overleve i et år på den anden side af jorden – ind gennem svingdøren til Kastrup Lufthavn, og sommerfuglene i min mave var nu rigtig tilstede. Nu var det alvor. Jeg skulle afsted – bare mig selv – over på den anden side af Atlanterhavet. I et helt år skulle jeg nu stå på egne ben. Jeg kiggede efter afgangstavlen og fik langt nede i rækken øje på ”12:25 – SAS-Star Alliance – SK935 – San Francisco – Go to Terminal 3 ”. Så var det nu!
Jeg rejste sammen med omkring 15 andre udvekslingsstudenter, som lige som jeg skulle til vest USA eller Canada. Derfor var vi delt ind i grupper af tre. Jeg var på ”det blå hold” som også blev kaldt ”hold ud”, sammen med Oliver, som skulle til Seattle, og Hannibal, som skulle til Vancouver, Canada.
Efter vi ankom til San Francisco, skulle alle videre på separate fly. Mit fly var det sidste som tog afsted, 9 timer efter.
Da jeg endelig ankom til Eugene i staten Oregon, var der 5 Rotary medlemmer der tog imod mig. Bruce, min Rotary klubs præsident, og også min midlertidige værtsfar, kørte mig så til deres hjem, hvor jeg langt om længe kunne sove, efter at have været vågen 35 timer i træk.
Min første værtsfamilie var på ferie i Europa. Derfor boede jeg ved klubbens præsident, Bruce, og hans kone, Sharon, de første to uger. De introducerede mig til den skole jeg skulle gå på, og viste mig andre interessante ting i Eugene. De tog mig endda til en NBA kamp (National Basketball Association), hvor jeg fik lov til at se mit yndlings hold, Los Angeles Clippers, spille. Bruce, Sharon og jeg fik knyttet et tæt bånd, og de to viste sig at få en stor indflydelse på mit år. De kommer i øvrigt og besøger mig her i Danmark i august.
Min første værtsfamilie
Da min værtsfamilie kom hjem fra deres Europa ferie, flyttede jeg så hen til dem, men lovede at holde kontakten med Bruce og Sharon. Min nye værtsfamilie tog også godt imod mig, og viste mig hurtigt rundt i området, hvor vi boede. I denne familie havde jeg to værts-søskende, Jan på 11 år og Sofia på 14 år. Jan gik i Middle School, mens Sofia og jeg begge gik på South Eugene High School. Hele familien var meget aktive.
Min værtsfar Richard var politimand og arbejdede meget. Min værtsmor Michelle var ”business woman”. Jan dyrkede gymnastik og Sofia roede for vores skolehold kaldt South Eugene Axemen. Jeg spillede selv basketball inden jeg tog afsted fra Danmark, men især mens jeg var i USA, fik jeg spillet meget. Omkring 2 timer hver dag. På grund af det, så kunne det være svært at finde tidspunkter, hvor vi alle kunne lave aktiviteter sammen. Derfor udnyttede familien mulighederne for fælles aktiviteter, når Sofia deltog i ronings konkurrencer rundt omkring i de nærliggende stater. Vi var for eksempel i Seattle, Washington, i en weekend, for at se hende i ro konkurrence.
Min anden værtsfamilie
Efter godt 4 måneder flyttede jeg til min næste værtsfamilie, Debbie og Michael. Vi havde altid meget sjovt at lave. Vi tog for eksempel i biografen, tog ud og bowle, kastede baseballs, lavede mad, gik ture og meget andet. Min værtsfar var lysdesigner for forskellige teatre, og derfor tog vi også tit til sådanne shows, hvilket gav mig mange overraskende og interessante oplevelser. Jeg havde førhen ikke syntes, at det at se et teaterstykker havde været særligt spændene, men disse ture åbnede mine øjne for det.
Vi besøgte deres familiemedlemmer, som boede i Portland, flere gange, og vi fejrede blandet andet Debbies søns fødselsdag, hvor vi hikede og spillede amerikansk fodbold. Han skal i øvrigt giftes næste år i Virginia, hvor jeg også har fået en invitation til at komme. Og det gør jeg selvfølgelig.
Mens jeg boede ved den familie spillede jeg også basketball på et hold, jeg selv var med til at organisere, med mine to bedste venner, Judea og Jahi. Vi spillede mod andre High Schoolers i en turnering, lavet af en organisation, kaldet ”Kid Sports”.
En af de sidste weekender med Debbie og Michael, tog vi til det centrale Oregon sammen med Bruce og Sharon, Parker og Hannah, Bruces datter og hendes kæreste samt hendes to små piger Emma og Abigail, som jeg også en gang imellem var babysitter for. Der tog vi på gåtur i bjergene, spillede bordtennis og fodbold, og var i det hele taget aktive.
Rotary glemte desværre at finde en tredje værtsfamilie til mig, så jeg flyttede tilbage til min første værtsfamilie den sidste tid af mit ophold.
Oplevelser versus hverdagslivet
Min værtsmormor, Sharon, og jeg havde begge talt om, hvor meget vi holder af at rejse. Efter at have været ved min anden værtsfamilie i godt en måned spurgte hun, om jeg ville med til New York, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja tak til uden tøven. Vi rejste torsdagen før påskeferien og brugte 5 dage på blandt andet at besøge: The Statue of Liberty, Ellis Island, 9/11 Memorial, vi så The Lion King teaterstykket på Broadway, og meget andet. Den sidste aften mødtes jeg med en anden udvekslings student fra Norge. Vi tog så sammen op i The Empire State Building.
Senere var jeg så heldig at komme en uge til Hawaii sammen med andre udvekslings studenter. Få af dem kendte jeg i forvejen. Jeg rejste dertil, også med min gode ven, Luis, fra Spanien, og da vi landede var vi ikke i tvivl om, at vi havde nået Paradis. Vi brugte resten af denne første dag med at lære de andre unge at kende, og så var det ellers i seng. Henover ugen surfede vi, dykkede, spillede basketball, shoppede, og brugte i øvrigt det meste af tiden på bare at nyde solen og stranden.
Men selvom det var store oplevelser, så var det, som gav mig mest af alt, at deltage i hverdagslivet, og lære andre mennesker og deres måde at tænke og leve på, at kende.
Og selvom jeg i Eugene, Oregon, USA, var plantet om inden for den vestlige kultur, så oplevede jeg mange ting, som var helt anderledes, og jeg kom hjem med masser af ny viden, nye erfaringer – og ikke mindst mange nye venner fra mange forskellige lande og kulturer.
Skolen
Til dagligt gik jeg på South Eugene High School i 10. klasse, også kaldt Sophomore grade.
Undervisning i løbet af året var delt op i trimesters, hvilket betyder, at jeg havde de 5 samme fag hver dag i tre måneder, hvorefter jeg så fik 5 nye fag i de næste tre måneder og igen 5 nye fag de sidste tre måneder. Henover året havde jeg forskellige fag, såsom amerikansk historie, biologi, engelsk, spansk, matematik og andre generelle emner, men et fag ændrede jeg aldrig. Det var basketball. Det fag havde jeg hver eneste dag i en time. Og så spillede jeg igen efter skole med mine venner.
Timerne i skolen fungerede ikke helt som i Danmark. Man havde ikke det samme bånd med lærerene som herhjemme, og eleverne havde generelt ikke megen respekt for lærerne.
Der var ikke lige så meget klassearbejde og heller ikke så mange lektier. Da vi for eksempel alle lige blevet færdige med et essay, som vi havde haft en måned til at skrive, og som jeg, i forhold til hvad jeg var vant til, synes var en ret overkommelig opgave, spurgte læreren klassen, om vi syntes, at det havde været hårdt at skrive det. Og mere end halvdelen af klassen syntes, at det var den hårdeste skoleopgave de nogensinde havde lavet.
Men alligevel havde jeg ikke så megen frihed i skolen som herhjemme. Det var eksempelvis svært at få lov til at lave opgaver uden for klassen. Og hvis du var på toilet i mere end 5 minutter, ville du ”blive skrevet” som fraværende. Lærerne havde ikke så megen tillid til deres elever, som jeg synes, at de har herhjemme.
Paul Harris Fellow
Jeg er selvfølgelig også både taknemmelig og stolt over, at Rotary klubben tildelte mig Paul Harris Fellow nålen lige før jeg rejste hjem til Danmark. Jeg vidste faktisk ikke, hvad det var, men fik fortalt, at det var en hædersbevisning som jeg fik, for at have været et særligt interesseret og nysgerrigt ungt menneske, som kunne fortælle engageret om, hvor jeg kom fra. Som ønskede at lære den nye ”verden” jeg var kommet til at kende. Og som ønskede at skabe venskaber, både med unge i Oregon, USA, og med unge fra hele verden. Tak, Eugene Southtowne Rotary Club.
Du er selv ansvarlig for hvad du får ud af et exchange ophold
Udbyttet af en sådan tur er helt afhængig af, hvad man selv gør det til, og selv skaber med de mennesker man møder og omgås. Personligt har jeg aldrig sagt nej til forslag eller muligheder jeg er blevet tilbudt, lige meget hvor træt jeg har været, og det er jeg glad for. Det har altid været det værd.
Et år, udsendt med Rotary, er en fantastisk mulighed at få. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik denne mulighed.
Jeg håber Rotary er en moderne organisation
En moderne organisation er i stand til at modtage kritik. Jeg ønsker, at Rotary skal være en moderne organisation, så derfor tør jeg også løfte en pegefinger. I gør rigtig meget for at fremme global udvekling af unge. Det gør I godt.
Men ting kunne også være anderledes og måske – tænker jeg – bedre. Den blinde og ureflekterede tro / tiltro, til, at Rotaryanere på den anden side af globen nok har ubetinget fat i sandheden, kan blive en trussel mod den unge udvekslingsstudents tryghed. Det oplevede jeg. Det er her det med ”på godt og ondt” kommer ind.
Så mit råd til Rotary er – vær altid tilpas kritisk, på den positive måde. Tro ikke ukritisk på, at de informationer, som I får fra Rotarianere i andre lande, hvor I sender unge hen, nødvendigvis er hele sandheden.
Hør altid den unges version af en historie, før I reagerer og handler, eller deltager i en aktion som kan have store konsekvenser for en ung udsendt.
Rotary ”bevægelsen” består jo af mange rigtig dygtige, hjælpsomme, velmenende mennesker. Det har jeg dyb respekt for. Men engang imellem skal man selvfølgelig også passe på, at hagen ikke bliver for højt løftet, for så kan det være svært at se, hvad der rent faktisk sker ”i gulvhøjde”.
Hvis Rotary skal blive ved med at være ”verdens bedste udvekslingsorganisation”, så vil jeg i al ”ungdommelig beskeden” anbefale, at man har den unges velfærd, tryghed og trivsel som første prioritet og Rotarys idealer som en prioritet der kommer derefter. Ellers frygter jeg, at unge udsendte kan komme i knibe.
Lige som den udsendte skal kunne rumme en ny kultur og indordne sig under den, så skal Rotary også kunne rumme andre mennesker fra andre kulturer. Ellers bliver det aldrig den kulturudveksling som jeg tror, at Rotary ønsker der skal komme ud af udvekslingsprogrammet.
Tak Rotary
Jeg har haft fantastiske oplevelser. Jeg har lært rigtig meget. Og jeg har fået rigtig mange venner fra hele verden. Det jeg har oplevet og det jeg her lært bærer jeg med mig. Og jeg er ikke i tvivl om, at mange af mine nye venner vil vedblive med at være en del af mit netværk. Nogle måske for resten af mit liv.
Så stor tak til Rønde Rotary Klub for at have sendt mig ud, og også en stor tak til Eugene Southtowne Rotary Club, Oregon, for den fantastiske måde, de tog imod mig.
Oscar Vincent Lindgaard-Kjeldsen, PHF
16 år, Long term udvekslingsstudent 2016-17 fra Rønde Rotary Klub.
